Something about punch cards / Noget om hulkort.
What do punch cards, looms, and computers have to do with Nordic folk music composition? // Hvad har hulkort, væve og computere med nordisk folkemusikkomposition at gøre?
Today, punch cards are mostly known for feeding instructions to the first calculators in the 1880s and for programming computers up until the 1970s. But the development of punch cards took place over a span of 200 years, from the 18th to the 20th century, and their history goes all the way back to Joseph Jacquard’s automated loom and the mechanism that makes a music box play.
So what do punch cards, looms, and computers have to do with Nordic folk music composition?
I’ll tell you in a second. But first, a little rant about whether I should or shouldn’t enter into the imminent adventure.
· • Læs den danske version af teksten længere nede • ·
I promised myself that I wouldn’t start any new project for a whole year from the 17th of March this year. That day, I finished my degree as an advanced postgraduate (“solist” in Danish) — a specialized graduate program at the music academies in Denmark — which I took in the program Contemporary Creative Artist at The Danish National Academy of Music in Esbjerg. I already knew back then that I needed to take a break from making big projects.
The reason is that since the summer of 2021, a lot has happened in my life: I have gotten yet another degree, I became a mother for the first time, I started my first band under my own name, released the debut album, and set up my final concert to finish the program, which developed into not just a concert but a whole musical dramatic piece in two acts.
I’ve been far too busy for far too long, and now I really want to get back into “real time” instead of constantly running after deadlines. I want to learn what it feels like to work at a more normal tempo — or rather, in balance with what I really want to be doing: creating. Stories, music, experiences. And to understand the outcome of what I’m creating. It’s really hard to fully carry out a creative project if your days are filled with to-dos and chaos inside your head.
After three months with less points on my to-do list, I am finally finding a slower pace. And it’s so nice to feel my body relaxing more, my short-term memory getting better (even though it’s not as good as it used to be), and my bandwidth and ability to be mentally present where I am physically coming back. It’s been such a long time since I’ve had that feeling. And that creates space for reflection on my direction in music.
My usual routine in adult life has been to put things in motion.
Make stuff happen. But right now, I’ve simply run out of fuel. My energy to start something new is minimal, so it’s not exactly difficult for me to avoid starting something new right now.
This is probably why I can’t figure out if it’s okay to get on the moving train (the train inside my head full of wild ideas), now that a new project is emerging on the horizon — or if I should hit the brakes and set a limit in terms of what and how much work and energy I am allowed to put into this project. But how do you decide on a limit when there’s nothing to measure? It’s like drawing an actual line on an invisible wall.
On the other hand, I’m leaning towards hitting “go,” because this project is actually something I think is super exciting, challenging, has a lot of potential for artistic development, is driven by curiosity, and — something which is a huge advantage right now — there is no set final outcome. There is no fixed solution or product that will determine whether or not I’ve reached some kind of finishing line in the end.
Luckily, the project is “just” an artist talk, which in its essence often doesn’t have rules other than those set by the artist. So I can choose to talk about how I create and why I do it — and avoid focusing on what I create, or trying to justify something or its value.
And that feels good.
I don’t feel that it’s something I have to “start” as such. The train has already started moving, and I just need to get on it.
And that, too, feels really good.
So, as you might have guessed, I’ve let myself be part of the project. In fact, I didn’t realize I was already part of it until it had already happened. And in that situation, it’s hard to stop completely. It’s already become to interesting. I’ll just have to see where it leads, but I’ll have the alert button ready at hand, should I start to feel too absorbed in the whole thing.
And after this little rant of arguments about why I am suddenly allowed to start a new project (well, just be in it really), here’s the explanation of what the project is actually about.
It’s something about punch cards.
The electronic musician and pianist David Mondrup and I have been asked to take part in an artist talk together at Aarhus Folk Festival in September this year. It was the festival that specifically chose to bring the two of us together. And without anyone raising an eyebrow, we could actually choose to talk about our artistic work seperately and only comment on each other’s reflections and performances. But it’s much more fun if the artists venture into interaction and use their different approaches to making music and being an artist to create something together. That’s when the magic begins!
David asked if I would like to make something together for the artist talk. And I said yes straight away.
At first, I thought: “Okay, I am going to make some piece of music with an electronic musician who is part of a duo called ‘Vaev’ (meaning ‘Loom’ or ‘a woven fabric’ in Danish). So what can we make? Where can I start my train of thought?”
And this is the point where I am putting in my actual train of thought — more or less, and only with a few edits from the original, just to make it readable and not a messy list of bullet points like a real brainstorm.
I just started reading Thread Ripper…
…written by the Danish author Amalie Smith. The book describes her whole process and procedure around making a grand woven tapestry. Simultaneously, she explains the historical link between weaving and the first computer — a type of calculator, that is. Computer programming is based on the same type of punch cards that are “fed” to a so-called Jacquard loom — and as it turns out, the idea for computer programming is actually directly inspired by the punch card mechanism of the Jacquard loom.
So weaving and the history of the computer are actually linked?
That’s an insanely exciting thought! My mother told me that she remembers the old machines in the 1970s that were still “fed” with punch cards to make them start.
Jacquard made his new system to automate weaving and create exceptionally advanced patterns in 1802. And just think how long computer programming has been controlled by punch cards; by something so tactile and physical as a piece of cardboard with holes in it — that was actually created to feed code to a loom to make beautiful patterns in a piece of fabric — since 1802!
And what might that idea lead to?
A side track on Thread Ripper
Thread Ripper is really a piece of art in itself. I said that she “simultaneously” explains the link between weaving and the first computer — which is quite literally what happens in the book: The stories are told in parallel on the facing pages. In that way, the stories too are woven into each other, and you sometimes wonder whether a detail you remember belongs to one story or the other. Totally multilayered and really cool — I think, being a person who sees interesting connections everywhere if I get started.
And now: back to the subject
I have written music from knitting patterns in another project I did with a knitting designer a few years back, so creating music from a physical material and visual patterns is an approach I have already explored. Could we “weave” computer systems and knitting music together somehow?
This idea did not resonate with me. It was lacking a connection, something that linked the two fields together.
Of course, the ideas that I come up with myself have come to me so I can take them in, ponder a bit, and maybe throw them out again and move on in a different direction. This is such a case. So I thought:
“Why don’t I just write music from weaving instead of knitting?” And that’s how the connection appeared. Simple…
So which kind of weaving should I use for it to make sense?
Make sense for me, that is?
A type of weaving which is especially bound to Danish folk culture — of course.
How about diving into structures and patterns in the fabrics — or the way the fabric for the Danish national costumes is woven — to see if there are patterns there that I can write music from?
In that way, the woven fabric creates a connection in both directions — one towards music (Danish traditional folk music being somewhat linked to traditional folk costumes) and one towards electronics — which then are put together again to make one piece of music.
Could that be an idea?
Why “Vaev”?
It struck me — after this train of thought — that I don’t know why David’s duo with Poul Lendal is called Vaev (just a quick reminder, it means “loom” in Danish). Does it have something to do with the history of computer systems — that it’s linked to the loom? Or did they not think about it in that way at all?
David’s answer to my question was:
“Yes, Ada Lovelace and her importance to the ideas behind computer programming, combined with the rustic, ordinary, and potentially folkloristic elements in the weaving patterns she was inspired by herself, were definitely in my mind when I suggested to Poul that we name our duo Vaev.
For years I’ve been a fan of and fascinated by Lovelace’s story. Incidentally, I read Amalie Smith’s novel a few years ago, and was inspired to find an actual biography about Lovelace, which I also read — and which only made the whole thing even more exciting.
If I understood it correctly, you want to find a weaving pattern used in a Danish national costume, which you then want to use as a source to make a new melody or arrangement, and which I could also use as a starting point for a corresponding electronic production?
That idea is just too good not to try!”
That settled the matter, and the conversation back and forth just took off in a second. And even if I am eager to tell you more, I’ll let you off the hook for now — but stay tuned, the process has only just started.
However — spoiler alert — this is only the beginning of a process, and the thoughts, convictions, details, and decisions presented in this post may change in the next few posts about the project.
So keep an eye out for the next letter if you’re interested in learning what’s going to happen and where this is all headed!
And don’t hesitate to send me a comment or a thought if you feel like it.
All the best to you, dear reader -
Maja
Noget om hulkort.
Hvad har hulkort, væve og computere med nordisk folkemusikkomposition at gøre?
Hulkortet er i dag mest kendt for at være det, der gav instrukser til de første regnemaskiner fra 1880’erne og til programmering af computere helt op til 1970’erne. Men udviklingen af hulkortsystemet skete over en periode på ca. 200 år gennem 1700- og 1900-tallet, og historien går helt tilbage til Joseph Jacquards automatiserede væv – og til det system, der får en lirekasse til at spille musik.
Og hvad har hulkort, væve og computere med nordisk folkemusikkomposition at gøre?
Det skal jeg fortælle dig om lidt. Men først en smøre om, hvorvidt jeg bør – eller ikke bør – gå ind i det forestående eventyr.
Jeg har lovet mig selv ikke at starte nye projekter i et helt år fra den 17. marts i år. Den dag afsluttede jeg nemlig min solistuddannelse – den sidste overbygning på konservatorieuddannelsen – som jeg tog på linjen Contemporary Creative Artist ved Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg. Og allerede dér vidste jeg godt, at jeg havde brug for at holde en pause fra store projekter.
Grunden er, at siden sommeren 2021 er der sket utroligt meget i mit liv: Jeg har taget en ny uddannelse, jeg er blevet mor for første gang, jeg har startet mit første band i eget navn og udgivet debutpladen, og så har jeg lavet den her eksamenskoncert, som udviklede sig til at blive – ikke bare en koncert, men en hel “folkemusikforestilling” i to akter.
Jeg har haft alt for travlt alt for længe, og nu vil jeg gerne tilbage til “realtid” i stedet for at løbe efter deadlines. Jeg vil gerne lære, hvordan det føles at arbejde i et tempo, som er mere normalt – eller bare mere i balance med det, jeg egentlig gerne vil: at skabe. Historier, musik, oplevelser. Og forstå udfaldet af det, jeg skaber. Det er virkelig svært at gennemføre noget kreativt helhjertet, hvis dagene er fyldt til randen med gøremål og kaos inde i hovedet.
Efter tre måneder med mere ro på opgavelisten er jeg heldigvis kommet mere ned i gear. Og det er virkelig fedt at mærke, at kroppen slapper mere af, min korttidshukommelse er blevet meget bedre (selvom den stadig ikke er, hvad den har været), og mit overskud og evne til også at være mentalt til stede dér, hvor jeg fysisk befinder mig, er vendt tilbage. Det er længe siden, jeg har oplevet det. Og det skaber også rum til refleksion over min retning i musikken.
Min vante rutine i voksenlivet har været at sætte ting i gang.
Men lige nu er jeg simpelthen kørt tør i det. Energien til at starte nye ting er minimal, og det er derfor heller ikke så svært for mig ikke at starte på noget nyt lige nu.
Det er nok også grunden til, at jeg ikke helt kan finde ud af, om det er okay at hoppe på vognen (den vogn, der er sat i bevægelse inde i mit hoved og som er fyldt med vilde idéer), nu hvor der faktisk melder sig et nyt projekt i horisonten – eller om jeg burde træde på bremsen og sætte en grænse for, hvad og hvor meget jeg må lægge i det her projekt. Men hvordan sætter man sådan en grænse i noget, der ikke er målbart? Det er jo som at sætte en streg på en usynlig væg.
På den anden side hælder jeg mest til bare at slå mig løs, for det her projekt er faktisk noget, jeg synes er mega spændende, udfordrende, udviklende, styret af lyst, og – noget der er en kæmpe fordel lige nu – endemålet er ikke fastlagt. Så der er ikke et bestemt facit eller produkt, der afgør, om jeg i sidste ende er nået i mål.
Heldigvis er projektet “bare” en artist talk, hvilket i sin grundform ofte ikke har andre rammer end dem, artisten selv sætter. Så jeg må gerne vælge, at det skal handle om hvordan jeg skaber, og hvorfor jeg gør det, jeg gør – og undgå at fokusere på hvad jeg skaber, eller at prøve at retfærdiggøre noget eller vise værdien af det.
Og det er rart.
Jeg føler heller ikke, at det er noget, jeg skal sætte i gang. Vognen er begyndt at køre, og jeg skal bare sætte mig op og følge med.
Og også dét er en rar følelse.
Så som du måske har gættet, har jeg givet mig selv lov til at hoppe ind i projektet. Faktisk opdagede jeg ikke, at jeg var hoppet ind i det, før det var sket. Og så er det svært at hoppe helt af igen. Det er allerede blevet for spændende. Jeg må bare se, hvor det fører hen. Men stadig med advarselslampen lige ved hånden, hvis nu jeg begynder at føle mig for opslugt af situationen.
Og efter den her lille argumentationsøvelse i, hvorfor jeg pludselig gerne må starte et nyt projekt alligevel (eller altså være med i et), kommer her forklaringen på, hvad projektet handler om.
Det er noget med hulkort
Noter fra d. 2. juli 2025
Den elektroniske musiker og pianist David Mondrup og jeg er blevet hyret til at lave en artist talk sammen på Aarhus Folk Festival i september i år. Det er festivalen, der har valgt at sætte netop os to sammen. Egentlig kunne vi begge to uden problemer fortælle om hver vores kunstneriske virke og nøjes med at kommentere på hinandens refleksioner og indslag. Men det kan jo gøres meget sjovere, hvis artisterne rent faktisk interagerer i deres synspunkter og tilgange til at skabe musik og være kunstner.
David spurgte, om vi skulle lave et nummer eller to sammen. Og jeg sagde ja med det samme.
Først tænkte jeg: “Okay, jeg skal lave et eller andet stykke musik med en elektronisk musiker, som spiller i en duo, der hedder Vaev. Hvad skal vi lave? Hvor starter jeg min tankerække?”
Og nu får I simpelthen tankerækken, sådan som den kom ud af mit hoved – stort set, dog med et par redigeringer siden originalen, bare for at det ikke står i mere eller mindre punktform, som en ægte brainstorm jo gør.
Jeg er lige gået i gang med at læse Thread Ripper…
… af den danske forfatter Amalie Smith. Bogen beskriver hele hendes proces og procedure omkring at skabe et stort vægtæppe – altså et kunstværk. Sideløbende forklarer hun den historiske sammenhæng mellem vævning og den første computer, altså en form for regnemaskine. Computerprogrammering er nemlig baseret på samme type hulkort, som man fodrer en Jacquard-væv med – og idéen til computerprogrammering er faktisk direkte inspireret af Jacquard-vævens hulkortsystem.
Så vævningens og computerens historie hænger altså sammen?
Det er jo en vanvittigt spændende tanke! Min mor har fortalt, at hun husker de gamle maskiner i 1970’erne, hvor man stadig “fodrede” dem med hulkort for at få dem til at starte.
Jacquard offentliggjorde sit nye system til at automatisere vævning og skabe langt mere avancerede mønstre i 1802. Og tænk så lige på, hvor lang tid computerprogrammering har været styret af hulkort. Af noget så taktilt og fysisk som et stykke pap med huller i – som egentlig blev skabt til at kode en væv til at skabe smukke mønstre i et stykke stof – siden 1802!
Og hvad kan den idé mon så føre til?
Et sidespor om Thread Ripper
Thread Ripper er i øvrigt et helt kunststykke i sig selv. Jeg sagde, at hun “sideløbende” forklarer om vævning og den første computer – hvilket er helt bogstaveligt ment: Historierne bliver fortalt parallelt på de modstående sider i bogen. På den måde væver også historierne sig ind i hinanden, og man er nogle gange i tvivl om, hvilken detalje der hører til hvilken side af historien. Totalt tvetydigt og mega fedt – synes jeg, som ser sjove forbindelser alle steder, når jeg først går i gang.
Og nu tilbage til emnet…
Jeg har skrevet musik ud fra strikkemønstre i et andet projekt for et par år siden, så det at skabe musik ud fra et fysisk materiale og visuelle mønstre er en tilgang, jeg allerede har haft fingrene i. Kunne vi på en eller anden måde “væve” computersystem og strikkemusik sammen?
Den idé syntes jeg dog virkede for tynd. Der manglede ligesom en sammenhæng, en forbindelse, noget der bandt de to felter sammen.
Selvfølgelig er de idéer, jeg selv er kommet på, opstået for at jeg kan tage dem ind, fundere, måske smide dem ud igen og komme videre i en anden retning. Og det er tilfældet her. Så jeg tænkte:
“Jeg kan da bare skrive musik ud fra vævning i stedet for strik”. Og på den måde kom forbindelsen. Det var jo rimelig enkelt…
Og hvilken type vævning skal jeg så bruge, for at det giver mening?
Mening for mig, altså?
Selvfølgelig en type vævning, som er særligt bundet til dansk folkekultur.
Hvad med at undersøge strukturer og mønstre i de stoffer – eller den måde, man væver stoffet til de danske folkedragter – og se, om der gemmer sig mønstre dér, som jeg kan skrive musik ud fra?
På den måde kan det vævede stof skabe forbindelser til begge vores retninger – én til musikken og én til elektronikken – som så sættes sammen i ét stykke musik igen.
Kunne dét være noget?
Hvorfor “Vaev”?
I øvrigt kom jeg til at tænke på – efter denne tankerække – at jeg ikke ved, hvorfor Davids duo med Poul Lendal hedder Vaev. Har det noget med computersystemets historie at gøre – at det er forbundet til væven? Eller har de slet ikke tænkt over det på den måde?
Davids svar på mit spørgsmål var:
“Ja, Ada Lovelace og hendes betydning for tankegangen bag computerprogrammering, kombineret med det rustikke, hverdagsagtige og potentielt folkloristiske i de vævemønstre, hun selv var inspireret af, var helt sikkert i mine tanker, da jeg i sin tid foreslog Poul, at vi skulle hedde Vaev.
Jeg har i mange år været fan og fascineret af Lovelaces historie. Jeg læste tilfældigvis også Amalie Smiths roman for et års tid siden, og blev derigennem inspireret til at finde en egentlig historisk biografi om Lovelace, som jeg også læste – hvilket kun gjorde det endnu mere spændende.
Hvis jeg har forstået det rigtigt, så vil du finde et vævemønster til en dansk egnsdragt, som du vil bruge som kilde til en ny melodi eller et nyt arrangement, og som jeg så også kunne bruge som udgangspunkt for en tilhørende elektronisk produktion?
Det er da for god en idé til ikke at blive prøvet af!”
Det afgjorde sagen, og samtalen frem og tilbage tog fart i løbet af et splitsekund. Og selvom jeg er ivrig efter at fortælle dig mere, vil jeg lade dig slippe for denne gang. Men bliv hængende på linjen – processen er først lige begyndt.
Og så et lille men – ikke for at ødelægge den gode stemning – det her er kun begyndelsen på en proces, og de tanker, overbevisninger, detaljer og beslutninger, som figurerer i det her brev, kan godt ændre sig i de næste breve om projektet.
Så hold øje med det næste brev hvis du er interesseret i hvad der kommer til at ske, og hvor det fører hen!
Og send mig endelig en kommentar eller en tanke, hvis du får lyst.
Alt det bedste til dig, kære læser -
Maja